forsvinder sulten

igen

det har jeg

set

man bærer

så megen sorg

betaler sit

stiltiende

man kan lidt

igen

små bevægelser

i

hele tider

man drømmer

lidt forsigtigt 

om igen

at turde give

slip

man husker

så tydeligt

hvorfor

så levende 

hvordan

tiden lærer

revner

at kende

tegner frygtsom

forløsning

af endeløse håb

fantomer

og amputeret

smerte

om aftenen

forsvinder sulten

måske

igen

Sneen udebliver trodsigt og viser sig kun i små lag, doseret til dansk middelmådighed og grålighed. Det er på en måde lidt trist midt i forudsigeligheden. Alligevel følger vi overbærende med i snebarometerets katatoniske, ja endda retrograde bevægelsers stilstand.

Det er tidligt om morgenen. I dens gryende blanding af gyldengråt. Jeg løfter instinktivt og automotorisk min venstre arm og blotter det nøgne håndled, hvor uret og tomhedens viser mangler. Tiden er også uforudsigeligt forudsigelig. Den lever sit eget liv og lyver hele tiden. Mest fordi den ikke kan tale sandt. Det har vi sørget for med vort forvredne verdensbillede og forcerede forventninger om lykke og forløsning, rodbundet i alt andet end vor egne reelle behov. Med vore roadmaps til materialiseret lykke med milestones, femårsplaner og påtaget handlekraft. Klokken og tiden er ligeglad. Den svæver i sit eget vakuum uden gængse referencerammer. Den er kvart i evigheden, give or take.

På vej til arbejdet spiller trafikfilmen på forruden den sædvanlige smøre om og om igen. Matte lys fra hastende biler. Til og fra vort center og umiddelbare position. Forvildet flugt fra det sted vi er lige nu.

Et rollespil materialiserer sig. Som små dansende partikler om livet, om hvad der engang var. Det, der engang fik os til at føle os levende, det der engang fik os til at stoppe op og mærke efter.

Vi kender disse perioder, hvor livet bliver levende. Hvor livet bliver det eventyr, vi drømmer om inden vi falder i dagligdagenes katakomber. Der hvor livet egentlig kun leves gennem den vejrtrækning vi ikke engang ænser. Det er disse øjeblikke, vi ser tilbage på med længsel og forventning om at mærke den søde sviende smerte, som længselen efter regnbuen der spænder fortiden og fremtiden sammen til farverige billeder af det saliggørende og smertelige nu, der undviges så systematisk - til romantisk bedrageriske dækbilleder af den verden vi svøber os i, som den følelse, vi ikke tør rumme.

Nytåret står for den dør, vi blindt stormer imod. Vi skal følge med, hedder det. Følge med tiden. Fremtiden og morgendagen. Og fremskridtet. Følge med strømmen. Og vi sidder i disse både i den rivende strøm og holder fast i kanten på vej mod uundgåeligheden og dronningemoderens vandfald fra tinderne, nytårstale om håb og fremtid, tilbageblik og tolerancebrist, reflektion og tomme løfter i en verden der løber alt for stærkt til at vi kan mærke os selv og den gennem os.

Midt i denne midgård af mørke og fjerne vulkaner, der buldrer dommedag og advarsler ud i svovlskyer og mørke,findes de mest delikate væsener, man kan forestille sig. De laver kunst. De maler nuet ud i billeder, vi kan forstå. De lægger hånden på såret og åbner vore øjne. De laver den pause og stillbilledet af os og livet. De tvinger os til at elske os selv i smertehelvedets forgård. På tærskelen til livets største hemmelighed. At det guddommelige vi leder efter i form af lykke og fred findes i os selv. At alverdens skønhed holdes i vore egne forvredne håndflader. At vi kan elske. Os selv. At kærligheden er uendelig og fraværet kun skyldes vor manglende evne til at stoppe lidt op. Se på os selv og hinanden med kærlighed, anerkendelse og accept. Og i sirlige sløjfer forenes kærlighedens fem sprog i vor kontakt med denne guddommelighed. Denne simplicitet. Dette kys fra de fjerneste galakser. Og ordene rammer som blyhagl på mit ansigt og ømme krop, og jeg indser gennem disse kunstnere hvorfor livet er så dyrebart :

"det var en mild og livlig aften i slutningen maj

(Frit oversat fra "Quarter to forever" af Tina Dickow)

Så sidder jeg tilbage med de tilbageholdte tårer og blanke øjne, der ikke ser så meget klarere, og tænker på alle os, der glemmer det eller bare bevidstløst stirrer os blinde på den sol der allerede er gået ned, mens vi nyder synet af den.

I alle disse år tilgiver vi os selv i de øjeblikke livet så brutalt minder os på, når vi mister os selv og vore kære, midt i vore afvejes distance, når vi ser på vore børn i kløften mellem tro og håb. Og vi tænker på de chancer, vi kunne have grebet, den dag livet kunne have stået helt stille i dette vidunderlige nu, vi elsker og længes efter.

Det er tidlig morgen. Lyset bryder langsomt frem.

Om lidt er det jul igen, siger de. Om et kvarter. I ingentid. I altid.

Kort før det allerede igen er for sent.

så hårdt 

at holde 

mørket ude

fra spejlet 

af
din skikkelses lys

som tømte nætters

ekko

af skoldhede

længsler og drømme

det er

så svært

at se sneen

falde

af den

vinter vi møder

i stilhedens

farvestrålende hvidt

det er

så nemt 

at se 

bag dine øjnes

sorg

det er så

umuligt

ikke at elske dig

så inderligt

så uendeligt

nyt

at overdøve

at overprøve

hjerteslagets puls

på grænsen

mellem

mening og mod

mellem 

dag og nat

mellem

du og

jeg

Og jeg lukker øjnene og forestiller mig en verden, hvor man ikke er dømt ude. Hvor kontrollen er tabt for kun at genvindes i livets yderspor.

Måske behøver man ikke perfektion. Disse drømme materialiserer sig ofte helt egenhændigt uden støttende skræmmebilleder.

Jeg hører din banken på det matterede glas. Ser din profil give løfter om fortabelse og forgabelse. Man bliver så bange for at blive bange. Så angst for at lykkes. Hvis den nu også svigter nærmest før den er defineret. Så er det lidt nemmere at holde fast i førnævnte fortabelse, forsagelsen af forgabelsen. Den kender man. Og her er man godt begravet bag snævre vægge. Næsen og fødderne stemt mod. Som i moders skød før verden brød ud i lys lue.

Og stormene fyger over mine tårne. Flår i mine ildrøde bannere. Trevler min frygt tilbage til de sorte huller, hvoraf den opstod.  

Når jeg er bange og frygter mine drømme skal opfyldes slår jeg bare blikket ned fra medium til halv. Det er så sikkert, når man alligevel ikke tør mere end det. Og man lærer at holde af pisken og de sprøde sårskorper.

Inderst inde er jeg skrækslagen for at blive indhentet i min flugt fra det jeg løber efter. Det jeg ikke tør drømme om. Det ansvar jeg på overlegen vis skal tage fat i og om.

Inderst inde er jeg bange for at døren bliver åbnet. Indtil en verden hvor perfektion ligger gemt mellem gamle støvler på en hylde i kælderetagen. Panisk angst for at blive accepteret som vidunderligt berettiget. Følelsen overmander mig på en regnvåd novemberdag, hvor biler ikke standser for at kaste handsker eller håne min eksistens.

Du siger, du ikke vil have perfektion. At du bare vil have mig. Er det ikke for perfekt til ikke at blive skræmt af?  Er du ikke for perfekt til mig ?

Mens jeg skræmmes af dit nærvær vil jeg låne lidt tid i det liv jeg har stjålet. Nyde den lykke jeg har lånt og afvise drømme om permanenthedens  luftige kasteller. Jeg vil trække vejret i langdrag i denne stund. Jeg vil lukke mine øjne og få verden til at holde sig for ører og øjne.

Og i denne boble vil jeg elske dig for evigt. Til den brister og jeg en tidlig morgen vågner i din favn, lister ned i kælderen, skruer den gamle pære i og sætter mig på trappen, og ser på hylden med støvlerne med den trods, jeg har fortjent at føle.

Og efter en tid vil jeg rejse mig. Jeg vil lytte til trappens knirkelyde og elske det faktum at døren til dette rum herefter for tid og evighed vil binde ganske let.