Jeg føler mig til stadighed provokeret. Provokeret af livet. Dets evne til at skifte tempo, form og indhold.
Jeg bilder mig ind at det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Og det ved jeg samtidig er en stor løgn. Selvbedrag, når det er bedst. Men det er bekvemt og ingen anfægter det.Det er et af de postulater jeg og mange andre lader os forføre af. Det er en ramme og en kant vi kan læne os op ad. Som små børn, der søger smæk over fingrene for at føle sig trygge.
Det gør ikke noget det er løgn, bare løgnen er troværdig. Det behøver den egentlig ikke engang være, bare den er sagt nok gange. Så er den accepteret som en kliche vi, der er født i dobbeltmoralens tegn og tidsalder, kan spise og nikke bedrevidende til. For vi ved det jo godt. At det er sådan det hænger sammen. Vor dialog er præget af det. Retorikken er på plads og masser af dagligdagen er udfyldt af samtale på dåse - en verden i folie, udstanset og klar - 360 grader på nederste hylde i et par timer, så har vi været hele vejen rundt og står ved samme skillevej, men så er den spiselig, og så er vi blevet så meget dummere.
Vi er ligeglade. Det er ok. Sådan er reglerne og vi spiller alle med. Du må også hilse, og vi ses, og pas på dig selv og kør forsigtigt ...
Vi elsker det åbenbart lige til vi får nok af det og en eller anden stakkel tager bladet fra munden og ånder ud. Al den tilbageholdthed vi bærer rundt på i hverdagen bliver en lang rimtunge der kryber langs panelerne i det hus der rummer os. Så bliver vi skilt og starter forfra på samme løgn. Det samme spil gentages. Vi har godtnok fået et es mere på hånden, men det æder jokeren alligevel, finder vi ud af, når vi fejlspiller vor hånd i bestræbelserne på at forudsige os selv.
Det bliver bedre med alderen, siger den gode doktor. Det går over. Går i sig selv. Som om livet imploderer tilbage til universets skabelse. Forblændet af hans hvide kittel køber vi også den løgn. For han har gået i skole, og så ved man bedre. Selv om vi skider på autoriteterne i dag, er også det en sandhed med modifikationer af monumentale proportioner. For når katten er ude af sækken, er der ingen vej tilbage. Når sommerfuglen slår sit vingeslag omkring dette monument af irreversibilitet. Ikke efter den moderne fysiks normers postulater. Dem køber vi jo også. De har jo hvide kitler på, både postulater og udstedende. I vor bevidtsthed ihvertfald.
Det bliver anderledes med alderen og så alligvel ikke. Ganske vist mere nuanceret. Mere farverigt, men ikke mindre forudsigeligt. Mens vi står op i pedalerne, mens vi skuer mod bakketoppen og i vort ansigts sved definerer hvad lykken for os er, aner de fleste af os ikke at vi aldrig får det at vide, hvis ikke vi instinktivt mærker det. Det er som om vi er født ind i een stor hemmelighed. Og nøglen til kyskhedsbæltet, og muligheden for nøgenhed og endeløs forplantning, er et magisk ord vi ruller rundt i høstakken og leder bevidstløst efter. Vi rabler os igennem livet i vor søgen efter det forjættede og fortættede land. Landet med de 99 jomfruer og dieseldrevne biler. Der hvor man bare 'er' og er det miljørigtigt i Abercrombie skovmandsskjorter.
Det er en dør vi åbner på vej ind til noget andet. En overspringshandling der pludselig bliver definerende for hvem vi er. Skæbnen hviskes der lidt melodramatisk. Er det ikke blot et pseudomym for livet. Nogle kalder det en indsigt eller en åbenbaring. Det lyder så højpandet men vi får dem allesammen. Vi går gennem døre. Falder ned eller stiger op afhængig af hvor vi er landet lige i dette øjeblik.
Jeg får mine i badet og når jeg kører bus. Jeg tror, det er forbundet til min krop. Al den snak om krop og sjæl har overbevist mig. Jeg retter også ind som de fleste andre. Det er her jeg bliver forløst. Her er der ingen postulater, der holder mig fanget. Ingen samfundsnormer, der begrænser mig. Det har jeg bemærket. Det befriende er, at jeg oplever det som magiske ord, der komprimerer sandheden, min sandhed, helt ned til sidste punktum. Og når jeg så sætter det, åbner næste dør sig, som enhver anden kinesisk æske. Jeg har lært at elske dette faktum, i mangel af et bedre ord.
Det har punkteret mit alt for store ego tilstrækkeligt til at jeg fremstår som ydmyg nok til at blive accepteret. For rummelige det er vi jo. Det fortæller vi hinanden. Og det er nok også sandt sålænge vi ikke lyver for os selv. Sålænge vi ser de gamle løgne og sandheder i øjnene og anerkender at vi ikke altid kan kende forskel og at de lejlighedsvis bytter plads anden og tredje gang vi løber ind i dem. Det kalder vi så visdom. Det paradoksale er at vi livet igennem, efter vi adskilles fra moders skød, bruger alle vore kræfter på at komme tilbage til den favn, den essens, den ubetingethed der ligger i livets ophav.
Rejsen er fantastisk og udklækker et landskab af mennesker resten af universet må misunde os.
Der er en gåde gemt i hver af os, men svaret er det samme. Det er det fantastiske. Når jeg er sammen med jer, bliver jeg rørt og helt misundelig på migselv. At denne selvfølgelighed er tilfaldet mig, og min nyvundne ydmyghed fortæller mig at jeg er heldig. Det er jeg også.
Heldig som et hus. En solbeskinnet facade på et monument i by med flakkende fugle. En brik i et spil om opmærksomhed og energi. Udsat for vind eller forsvind.
Det er foranderlighed og selvfedladen rodfæstelse. Manifestation af hvem vi er og betvingelse af vort ego er ikke en fribillet til åbenlyst selvbedrag og intolerance. Vi er er trods vor erfaring stadig, smålige, intolerante og snerpede. Referencerammen har postulaterne blot flyttet en smule. Men vi er også blevet bedre til at elske det faktum at det gør os til mere komplette mennesker.
Enhver rejse begynder med en erkendelse. Det er det fantastiske ved livet.
Det bliver ved lige til det hører op. Lige der, forenden af regnbuen. Det er vejen derhen, prøvelser sorg og smerte, kærlighed og venskab der bidrager, beriger og velsigner vort fantastiske liv.
Og hvem sagde så at et julekort kan være noget så højpandet. At det hele ikke ender i en bøvs fra den overstegte and. I så fald lever vi også med det. For det har vi lært.
Tiden løber, og jeg må hellere ud og se til klejnerne, eller stå på hænder under misteltenen.
Det kunne jo være livet ringede på eller kiggede forbi.
Rigtig glædelig jul.
